Rockmusicalen over dem alle fyldt med Queens største hits vender tilbage

Oplev den gigantiske internationale musicalsucces WE WILL ROCK YOU i en helt ny og spektakulær dansk udgave.

Forestillingen byder på alle Queens musikalske mesterværker som Bohemian Rhapsody, Don’t Stop Me Now, I Want To Break Free, Another One Bites the Dust, Fat Bottomed Girls, Crazy Little Thing Called Love, We Are The Champions – og mange, mange flere.

Glæd dig til at opleve en unik version af WE WILL ROCK YOU, der sprænger teatrets rammer og tager publikum på en musikalsk tour de force ind i Queens forunderlige verden – med et overdådigt visuelt setup og nogle af landets bedste sangere, der offentliggøres senere på året.

Teaterkoncertens ophavsmand, Nikolaj Cederholm, er instruktør, mens Line Knutzon, en af Danmarks sjoveste og mest rutinerede dramatikere, står for at oversætte og gendigte Ben Eltons forrygende manuskript. Sangene er selvfølgelig på engelsk.

Vi anbefaler forestillingen fra 11 år.

WE WILL ROCK YOU foregår i en fjern fremtid på planeten MALL, hvor globaliseringen er total. Befolkningen hører det samme musik, går i det samme tøj og tænker de samme ensrettede tanker. Musikken leveres udelukkende af boybands og girlbands, og deres pophits er planlagt år i forvejen.

Intet er overladt til tilfældighederne, og man bliver hurtigt stemplet som en farlig rebel, hvis man stikker ud fra mængden. Alle musikinstrumenter er forbudt, og forbuddet håndhæves strengt af det almægtige Globalsoft-firma og dets leder, Killer Queen.

Men under overfladen vokser modstanden blandt rebellerne, de såkaldte Bohemer, der kæmper for frihed og genoplivningen af rockens tidsalder.

To unge rebeller, Scaramouche og Galileo Figaro, slutter sig til Bohemerne, og sammen drager de ud på en mission for at finde den rockmusik, som er forsvundet, og for at genopfinde kreativiteten og friheden til at være anderledes.

nyheder om

WE WILL ROCK YOU musical

Deltag i konkurrencer om billetter, køb billet før alle andre og vær den første til at få spændende nyt om forestillingen – direkte i din indbakke.