Tilmeldingen til WE WILL ROCK YOU-audition er lukket.

 

Senest 1. juni får du besked om, hvorvidt du er inviteret til audition.

Der afholdes audition: 10. og 11. juni i København.

WE WILL ROCK YOU har prøvestart 27. januar og spiller indtil 8. juni 2025.

Beskrivelse af roller

Forestillingens centrale hovedrolle. Utilpasset, følsom og forvirret ung mand, en outsider i flokken af Ga Ga Kids. En drømmer, der hører musik og uforståelige, gamle sangtekster inde i sit hoved, som han ikke forstår. Han er i konflikt med systemet – og er blevet grebet i at prøve på selv at lave musik, hvad der er strengt forbudt. Galileo er meget længe om at fatte, at han er den frelser, The Dreamer, som oprørshæren The Bohemians har ventet på. Den reinkarnation af Freddie Mercury, som skal føre dem til stedet, hvor de sidste rigtige instrumenter ligger begravet. Undervejs møder han outsider-pigen Scaramouche – og forelsker sig voldsomt…

Vokal: Tenor – fra D under Midter-C (C4) til A over Midter-C. Høj rock-stemme med stærk falset. Falset I fuldregister til E2 over Midter-C.
Sange: I Want to Break Free / We Will Rock You / We Are the Champions m.fl.

Hovedrolle. Utilpasset outsider. Nægter at klæde sig som de andre Teen Queens og Ga Ga Kids. Får problemer med Det Hemmelige Politi, og ender på et sindssygehospital, hvor hun møder Galileo. De flygter sammen, og Scaramouche må modvilligt erkende, at hun er ved at blive forelsket i den mærkelige dreng. Scaramouche er sarkastisk, vittig, temmelig kynisk og lidt af en udfordring for Galileo. Inderst inde er hun en ekstremt sårbar og følsom pige – og så er hun god på en elguitar!

Vokal: Mezzosopran – fra E under Midter-C (C4) til E2 over Midter-C. Stærk rock-stemme m. belt.
Sange: Somebody to Love / I Want to Break Free (reprise) m.fl.

Hovedrolle. Forestillingens skurk. Hensynsløs forretningskvinde og enehersker over I-Planet. Styrer med hård hånd det verdensomspændende firma Global Soft, der er ansvarligt for undertrykkelsen af al levende musik. Hun er utrættelig i sin forfølgelse af oprørsgruppen The Bohemians, og hendes våben er Det Hemmelige Politi. Killer Queen er en magtgal diktator – og lige så hård, som hun er smuk og sexet…

Vokal: Mezzosopran – fra E under Midter-C (C4) til E2 over Midter-C. Kraftig soul/rock-stemme m. stærk belt.
Sange: Another One Bites the Dust / Play the Game / Don’t Stop Me Now m.fl.

Stor birolle. Killer Queens højre hånd, der har til opgave at udslette alle originale og kreative musikalske tanker hos I-Planets ungdom. Som chef for Det Hemmelige politi, leder han også jagten på The Bohemians, og hans fanger bliver sendt til en uvis skæbne i The Seven Seas of Rhye. Khashoggi både beundrer, begærer – og frygter – sin smukke og grusomme chef, Killerqueen.

Vokal: Bariton – fra D under Midter-C (C4) til B over Midter-C. Høj rock-bariton med stærk falset. Falset I fuldregister til E2 over Midter-C.
Sange: The Seven Seas of Rhye

Stor birolle. Gammel hippie og belæst bibliotekar, der har studeret ”De hellige musikalske skrifter” så grundigt, at selv et ophold i The Seven Seas of Rhye ikke helt har formået at slette dem fra hans hukommelse. Han arbejder løbende på at finde ud af, præcis hvornår det nu var, at musikken døde. Buddy er en både komisk og sympatisk karakter, der i 2. akt bliver en slags faderfigur for Gallieo og Scaramouche, og hjælper dem med at finde den begravede elguitar. Måske er han også lidt lun på Scaramouche?

Vokal: Bariton – fra E under Midter-C (C4) til E over Midter-C. Let rock-stemme.
Sange: These Are the Days of Our Lives m.fl.

Stor birolle. Naiv, modig og entusiastisk leder af oprørshæren The Bohemians, der er gået under jorden og planlægger at sætte diktatoren Killer Queen fra magten, og lade rockmusikken genopstå. Britney tror fuldt og fast på, at der en skønne dag vil komme en frelser, The Dreamer, der kan vise dem vej til stedet, hvor planetens sidste elguitar ligger begravet. Britney og hans kæreste Meat møder Galileo og Scaramouche på flugt fra politiet, og tilbyder dem et skjulested nede hos The Bohemians. Britney opdager, at Galileos hoved er fuldt af gamle rock-sangtekster, og begynder at håbe på, at Galileo måske er The Dreamer.

Vokal: Tenor – fra D under Midter-C (C4) til B over Midter-C. Stærk rock-stemme.
Sange: I Want It All m.fl.

Birolle. Frisk, lidt kynisk og kampberedt pige, der er med i The Bohemians. Kæreste med Brit, lederen af oprørshæren. Ligesom han, vil Meat kæmpe for at få Killer Queen ned med nakken og lade livemusikken genopstå, men hun tror ikke på nogen frelser.

Vokal: Mezzosopran – fra D under Midter-C (C4) til B over Midter-C. Stærk rock-stemme.
Sange: No One But You / I Want It All

nyheder om

WE WILL ROCK YOU musical

Deltag i konkurrencer om billetter, køb billet før alle andre og vær den første til at få spændende nyt om forestillingen – direkte i din indbakke.