OM FORESTILLINGEN

Operaen i København var ikke til at kende i sommeren 2023, hvor musikforestillingen NATASJA spillede for udsolgte huse. Taget løftede sig aften efter aften, når publikum dansede og skrålede med på Natasjas udødelige sange. Nu vender succesen tilbage!

NATASJA er en energisk musikalsk fortælling om Danmarks ukronede rap- og reggaedronning. Musikforestillingen hylder Natasjas liv, musik, og ikke mindst det gigantiske musikalske såvel som menneskelige aftryk, hun nåede at sætte, og stadig sætter på flere generationer af danske musikelskere.

Forestillingen tager os med ud i alle tænkelige (og også et par af de mere utænkelige) hjørner af Natasjas liv, musik og karriere. Fra de første famlende koncerter i et mørkt, pumpende og uden tvivl lettere tilrøget Ungdomshuset på Nørrebro, til livsfarlige hestevæddeløb i Sudan, skuffelser hos pladeselskaberne og de første store hits i midten af 00’erne, hvor Natasja placerede sig tungt på tronen som Danmarks nye hiphop og reggae dronning. Vi er med på opturene og nedturene, fra sammenbrud og knoglebrud til glædesudbrud og gennembrud. Fra den spæde start til den sørgelige slutning; det fatale trafikuheld på Jamaica. Desforuden det legendariske efterliv, hvor Natasjas sange insisterer på at bibeholde sin relevans.

Musikforestillingen er fortalt og fremført af nogle af Danmarks bedste sangere, rappere, dansere og divaer, og selvfølgelig bundet sammen af Natasjas udødelige sange som ”Gi’ mig Danmark tilbage, ”Ildebrand i byen”, “Til Banken”, ”Op med Ho’det” og ”I Danmark er jeg født”, samt helt nye, handlingsbærende sange skrevet af Clemens Telling, som dramatisering af Natasjas begivenhedsrige og volatile liv.

NATASJA er en musikforestilling til de unge, de gamle og alle midt i mellem.

BAG OM NATASJA

Musikalske diller og døgnfluer kommer og går i et tempo, der kan tage pusten fra selv den mest flittige DJ, men ingen dansk urban-artist har som Natasja formået at transcendere tidens tand og trends, selv her 15 år efter hendes alt for tidlige død. Natasja skrev sig ind i både musikhistorien og folkesjælen, side om side med de allerstørste.

Natasja Saad blev født i København i 1974. Allerede i de tidlige teenageår stod det klart, at hiphopgenren nu havde fået sit eget danske stjerneskud. Sammen med veninden Karen Mukupa dannede Natasja duoen No Name Requested, som sang sig ind på hitlisterne med ”Colors of My Mind”, det første af mange hits fra Natasjas hånd, der viste, at hun besad en sjælden sans for at forene feminin gadelyrik og internationalt flow med den folkelige appel.

Selvom karrieren bød på flere højdepunkter op gennem de tidlige 00’ere – heriblandt en gæsteoptræden på Bikstok Røgsystems ”Cigar” og hittet ”Op med Ho’det” – nåede Natasja desværre aldrig selv at se albummet ”I Danmark er jeg født” brage ind på hitlisterne og hen over diskene i landets pladebutikker. Det blev udsendt få måneder efter Natasjas død, men især ”Gi’ mig Danmark tilbage”, Natasjas konstruktive skideballe til den dengang tiltagende danske smålighed og ’hyggeracisme’, blev spillet så højt, heftigt og hyppigt, at hun med sikkerhed kunne lytte med fra himlen.

I dag husker vi Natasjas for hendes hjertevarme, men træfsikre personlighed og hendes lyst til at tale højt og ærligt – både på vegne af andre unge med multietnisk baggrund, men også for alle, der som hende drømte om en bedre vej frem. At det så tilmed var en vej, vi også kunne danse til og synge med på, er lige netop dét, forestillingen NATASJA hylder og fejrer.

MERE OM NATASJA

Deltag i konkurrencer om billetter, køb billet før alle andre og vær den første til at få spændende nyt om forestillingen – direkte i din indbakke.