TINKAS JULEVENTYR er en ny magisk juleforestilling for hele familien baseret på første sæson af julekalenderen om Tinka

Nissepigen Tinka er ikke som de andre nisser i Kongsby. Da hun får overrakt sin nisseamulet ved den årlige ceremoni som symbol på, at hun er en voksen nisse, skifter den ikke farve, som de andres. Her må hendes plejemor Nille gå til bekendelse og fortælle, at Tinka i virkeligheden er halvt nisse og halvt menneske.

Da rygtet spreder sig i Kongsby, bliver Tinka udstødt af de andre nisser, da de er overbevist om, at mennesker er farlige og upålidelige. 100 år tidligere blev nissernes julestjerne nemlig stjålet af et menneske, og sidenhen har nisserne ikke haft magiske evner. Derfor beslutter Tinka sig for at drage til menneskenes verden for at finde julestjernen, så nisserne kan få den tabte magi tilbage. Kun sådan kan hun igen føle sig accepteret i nissernes rige.

Stjerneholdet – bag og på scenen

Alle sangene i TINKAS JULEEVENTYR er skabt af Burhan G – en af dansk musiks største hitmestre, der står bag det populære titelnummer til julekalenderen, som selvfølgelig også kan opleves i den nye musical.

På scenen står nogle af Danmarks bedste sangere og skuespillere. Oplev blandt andet Birthe Kjær som Farmor Maja, Szhirley som Nille og Johannes Nymark som Fileas, mens fortællerstemmen fra alle tre julekalendere, Kasper Leisner, spiller både Gobbe og Storm, og Martin Bo Lindsten vender tilbage i rollen som Lasses far, Mikkel – en rolle, som han også spillede i Tinka-julekalenderen.

Få nyheder om

Deltag i konkurrencer om billetter, køb billet før alle andre og vær den første til at få spændende nyt om forestillingen – direkte i din indbakke.